Komiker Lasse Rimmer

Det er skide skægt på KulturØen

Af jakob.genz
23.01.20
Publikum strømmer til KulturØens Comedy Club, hvor foråret byder på hele fire shows.

KulturØens Comedy Club åbnede sidste sommer og ’Øens’ ambitiøse satsning på at levere grineflip til borgerne i Middelfart og omegn har vist sig at være en succes.

Således har KulturØens Comedy Club kunnet melde ’alt udsolgt’ til samtlige shows i efteråret 2019 og billetsalget til programmet for foråret 2020 tyder på en gentagelse.

Det fortæller kultur- og udviklingskonsulent, Jakob Østergaard Genz, der er blandt initiativtagerne til KulturØens Comedy Club:

”Interessen har været overvældende og det er vi naturligvis ovenud lykkelige for. Da KulturØen i sin tid valgte at smide comedy på plakaten, tog vi en chance. Men alt tyder på, at vi har ramt plet.”

”Stinkende billigt”

Og en af grundene til comedy-successen på KulturØen er, ifølge Jakob Østergaard Genz, balancen mellem kvalitet og pris:

”Vi valgte fra starten af, at satse på kvalitet med stort K. Omvendt, så ville vi heller ikke pumpe priserne op på et niveau, der kunne risikere, at gøre ondt på folk pengepung.”

Således kostede en partout-billet tre shows med i alt ni komikere i efteråret 295 kroner. Tilsvarende billet til forårets program koster 300 kroner.

”Vi har gang på gang fået at vide, at det er ’stinkende billigt’, og det er det nok også. Men KulturØens Comedy Club er ikke sat i verden for at give overskud.  Hvis vi bare får det til at hænge sammen økonomisk, samtidig med at vi kan give folk en hulens masse gode grin, så er alt som det skal være.”

Lasse Rimmer m.fl.

I efteråret var det navne som Omar Marzouk, Ane Høgsberg og Christian Fuhlendoorf, der trak fulde huse i Middelfartsalen, hvor KulturØens Comedy Club holder til.

Men i det kommende efterår kan folk og fæ med hang til comedy i dansk verdensklasse opleve, blandt andre, Sebastian Dorset, Thomas Hartmann, Jacob Wilson og Lasse Rimmer.

Billetter kan købes via KulturØens hjemmeside eller via Facebook og Instagram, hvor KulturØen også er repræsenteret:

”Salget af partout-billetterne kører frem til den 1. februar. Herefter kan man købe billet til hvert enkelt show for 150 kroner. Så hvis man vil have hele molevitten til 300 kroner, skal man skynde sig, siger Jakob Østergaard Genz.”

Nytårskur med Torben Chris

Det første af forårets tre shows finder sted onsdag den 19. februar, hvor komikerne Jacob Tinglev, Henriette Thuesen og Jakob Thrane indtager Middelfartsalen.

Men allerede onsdag den 29. januar afholder KulturØens Comedy Club for første gang nogensinde en nytårskur.

Her kan man for 150 kroner opleve ingen ringere end Torben Chris og Peter Dahl Kristensen. Udover adgang til comedy, så inkluderer prisen også en flæskestegssandwich samt en øl eller en vand.

”Det bliver jysk speed-snakkeri på første klasse,” slutter Jakob Østergaard Genz.

 

 

Tags: