Film bliver stadig set i biografen

Film bliver stadig set i biografen

Af jakob.genz
23.01.19
Danskernes medievaner er under forandring, men bedømt på Panorama Middelfarts billetsalg i 2018, så bliver film stadig set i biografen.
Det er ingen hemmelighed, at streamingstjenester a la Netflix og HBO på rekordtid har ændret danskernes medievaner og dermed udfordret de traditionelle medieudbyderes måde at drive deres forretninger på.
 
Det er heller ingen hemmelighed, at den relativ billige on-demand-adgang til tusindvis af film, serier og dokumentarer, der kan nydes med en kop kaffe hjemme i sofaen, har haft indvirkning på filmindustriens mangeårige, kommercielle mantra, der går på, at “Film skal ses i biografen.”
 
75.463 solgte billetter
Alligevel er der fortsat mange danskere, der vælger at få en del af deres filmoplevelser i biografens mørke. Ikke mindst i Middelfart, hvor Panorama Middelfart kan se tilbage på et tilfredsstillende 2018.
 
Hele 75.463 mennesker fandt nemlig vej til biografens to sale på KulturØen, hvilket er 6530 mere end antallet af solgte billetter i 2017. Og det er en fremgang på 9.5 procent, hvilket får billetsalget i Panorama Middelfart til at overstige landsgennemsnittet for antallet af solgte billetter målt per. indbygger.  
 
Den mest populære film i 2018 var filmatisering af Jussi Adlers ‘Journal 64’, der lokalt solgte 4453 billetter, skarpt efterfulgt af ‘Så Længe Jeg Lever’ og ‘Lykke-Per’, der lokkede henholdsvis 3585 og 3330 mennesker ind foran biograflærredet. 
 
Og at det netop er tre danske film, der topper listen over de mest sete film i Middelfart sidste år, kommer ifølge Lars Broen, der sammen med sin hustru Helle er indehaver af Panorama Middelfart, ikke som en overraskelse:
 
“Danske film er altid populære. Og heldigvis for det kan man sige. Faktisk er det sådan, at et biograf-år uden danske film altid er - rent billetsalgsmæssigt - dårligere end et år, hvor der er danske film på plakaten.”
 
Meget at glæde sig til
Det er dog ikke bare synet af antallet af solgte billetter i 2018, der i skrivende stund for smilet frem på Lars og Helle Broens læber. For kaster man et blik på 2019, så er der, ifølge Helle Broen, udsigt til mange og store filmoplevelser i biografen:
 
“Lige nu er Anders Matthesens ‘Ternet Ninja’ et kæmpe hit. På bare tre uger har mere end 3500 mennesker været inde og se filmen.” 
 
“Og ser vi for eksempel på den kommende vinterferie, så venter der publikum en knaldgod én af slagsen. For børn- og unge mennesker har vi blandt andet ‘LEGO Movie 2’, Sådan træner du din drage 3’ og den danske film ‘Skammerens Datter 2’. Og for det voksne publikum kan Alita: Battle Angel varmt anbefales.”
 
“Men 2019 kommer også til at byde på et gensyn med Spiderman, Star Wars og et remake af Løvernes Konge, ligesom den længe, længe ventede filmatisering af Puk Damsgårds bestseller, Ser du månen, Daniel, får premiere. 
 
“Så der er meget at glæde sig til,” understreger Helle Broen.