Händel og Beyoncé
Händel og Beyoncé på KulturØen

Selvfølgelig kan Händel sammenlignes med Beyoncé

Af sara.lind
14.05.19
Klassikerne indenfor klassisk musik behøver ikke være highbrow. Betragt det som en anden tids P3 – alle kan være med!

Händel er Beyoncé

Selvfølgelig er George Friderich Händel (1685-1759) en ret hvid og ret død mand, mens Beyoncé er en ret levende og ret afroamerikansk kvinde. Fælles for dem er dog, at deres musik er rimelig badass, hvis man spørger mig.

Händel er mere end Messias og Wassermusik, ligesom Beyoncé er mere end Halo og Single Ladies. Der er masser af power i musikken, og der bliver ved med at være noget at hente. Man kan rocke (og måske endda twerke?) til Händel på samme måde som til Beyoncé. Det lyder måske mærkeligt, men Händels musik er toplækkert pop med masser af overraskelser og skubber til grænserne ligesom Queen Bey.

Personligt er jeg ret pjattet med ouverturen (hvilket bare er det fancy ord for åbning eller forspil) til Allegro Il Penseroso Ed Il Moderato. Naturligvis er Lascia ch’io piangia også fremragende. Fælles for dem og (især) Beyoncés seneste studiealbum Lemonade er, at det er maggiterninger af historiefortælling. Der er SÅ meget på spil. Hør det.

 

Wienerklassisk bananas og Celine Dion

En anden klassisk komponist der gjorde det godt var: Mozart, Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791). Han var wunderkind og lavede wienerklassisk bananas til øregangene, teknisk overlegent og solidt håndværk. Og ja, han har en pendant i nutidig popmusik og det er da være Celine Dion. Dygtigt, ordentligt, med flotte fraseringer og gasgivning på den kontrollerede måde.

Celine Dions og Mozarts værker er gennemarbejdede, artige, og stærke på deres egen måde. Musikken kan være afsindigt smuk eller decideret rørende. For hvem kan, med hånden på hjertet, sige sig helt fri for nogensinde at være blevet en my fugtig i øjenkrogen til My Heart Will Go On? Og hvem har med hånden på hjertet aldrig fået en klump i halsen til Mozarts Klarinetkoncerter? Hverken Celine eller Mozart har samme grad af farlighed som Händel eller Beyonce, men de har fortjent deres prominente pladser på musikstjernehimlen, ingen tvivl om det.

 

Hvis Elton John og Lykke Li fik et barn var det Wagner

Richard Wagner (1813-1883), en yngre herre sammenlignet med de andre i selskabet. Han sørger for, at der slås toner an til den helt store guldmedalje. Musikken er dramatisk, storslået og man er skiftevis ude på de vilde vover, på sikker grund og papirstynd is. Det er ikke for sjov at Wagners ouverture Tristan og Isolde er gennemgående i Lars von Triers apokalypsefilm Melancholia.

Wagner spænder fra tungsindige tusmørke landskaber til filigranagtige musikalske snirklerier. Derfor er jeg overbevist om, at Wagner ville være Lykke Lis barn med Elton John. Elton John har lavet musicalhit på musicalhit, og Wagner har skrevet den ene opera efter den anden. Samtidig har Valkyrieridtet da lige så meget fart over feltet som I’m Still Standing. Lykke Lis musik er, ligesom Wagners, landskaber spækket med fantastiske kontraster. Og der er gerne noget, der skurrer lidt i ørerne ligesom dissonansen i ouverturen til Tristan og Isolde.

En ting er sikkert: Jeg gad godt til familiemiddag med dem allesammen.

Det virker næsten ubegribeligt, at klassik musik kan rumme alt det. Men det kan den. Lyt (eller twerk – du bestemmer selv)!

 

PS. Hvis du nu brænder inde med spørgsmålet: Hvad så med Stravinsky? Et kort svar: Rammstein og Britney Spears (anno 2007).